Golden Days: Josefine Opsahl / Queens of Water – Dreams and Death

Josefine Opsahl genbesøger sin opera, Drømmedøden, og oversvømmer Brønshøj Vandtårns efterklang med akustisk cello og elektronisk manipulation.

Drømmedøden tager afsæt i historien om Dronning Margrethe 1., der samlede og regerede hele Norden med egenrådighed, styrke, kløgt og visioner frem mod sin tidlige død på et pestramt skib. Herfra drages vi ind i et drømmespil, som følger hendes vandring fra livet til døden i en hallucineret forvandlingsakt, hvor hendes eftertids kvindelige arvtagere også indgår. Oplev lyden af denne kamp mellem vision, manipulation, individ, masse, indflydelse og udødelighed.

Kammeroperaen Drømmedøden blev oprindeligt opført på Det Kgl. Teater med musik af Opsahl og librettoen af Merete Pryds Helle. Læs mere om forestillingen på Det Kgl. Teaters hjemmeside.

JOSEFINE OPSAHL

Josefine Opsahl forener sin klassiske musikalske baggrund med en nybrydende åbenhed til lyd, genre, udtryksformer og til sit hovedinstrument celloen. Josefines udtryk og værker reflekterer hendes egen kunstneriske afsøgning af kunstens rolle i vores samfund og udforsker spændingsfeltet mellem tradition og innovation, virtuositet og intuition, partituret og improvisationen.

Josefines unikke lyd, kreativitet, solistiske egenskaber og karismatiske performative evner, har placeret hende og hendes mangeartede, fremadstormende projekter og ensembler som ledende progressive kræfter på den internationale musikscene. Hun har modtaget en række priser for sin kunst og sit virke, senest Wilhelm Hansen Fondens Hæderslegat 2020, Léonie Sonnings Musikpris 2021 og Odd Fellow Ordenens Musikpris 2021.

Josefine har givet masterclasses og talks i Shanghai, på Det Kgl. Danske Kunstakademis Skoler samt Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Hun er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Northwestern University (IL, US) og er to gange blevet udvalgt til at modtage Statens Kunstfonds Legat 'Den Unge Kuntneriske Elite'.

I et virtuost møde mellem et raffineret, klassisk instrument, celloen, og elektroniske manipulationer fornyer Josefine Opsahl en forfinet, gammel æstetik ind i en ny tid. Hendes kompromisløse klang-universer lader celloens naturmaterialer, ynde og råhed, og effektpedaler smelte sammen i til tider elegante og lette, til tider hårdtpumpede og fyldige orkestrale verdener. 'Resultatet er en temperamentsfuld avantgardisme. En symfonisk lydcollage.
Dagbladet Information
2020

Kontakt

Brønshøj Vandtårn

Brønshøjvej 29

2700 Brønshøj

Praktisk info:

Dørene åbner kl. 18.30.

OBS: Vandtårnet er ikke opvarmet.

Del med