Blues Man 2022 - hyldestkoncert for Troels Jensen

Musikalske arvtagere og blueskollegaer fylder Kulturhuset Pilegårdens have med blues, soul og gospel i en hyldest til hele Danmarks Mr. Blues.

For præcis to år siden gik en af de helt store skikkelser på den danske bluesscene bort. Troels Jensens bemærkelsesværdige karriere strakte sig over fem årtier og som musiker mestrede alt lige fra den akustiske delta-blues og den elektriske Chicago-blues, men heller ikke bluegrass, folk, jazz og gospel var fremmed for ham. Denne dag fylder et udvalg af hans musikalske arvtagere og blueskollegaer Pilegårdens have med et forrygende miks af blues, soul og gospel.

Delta Blues Band

Delta Blues Band har ligget stille siden bandets Grand Old Man gik bort. Nu præsenteres publikum imidlertid for en ny og udvidet udgave af orkestret i forbindelse med hyldestkoncerten. Bandet har fået forstærkning af pianisten Henning Verner og Danny Linde aka ”Dee Boy Junior” (Zididada mfl.), der i mange år har haft Troels som sin gode ven og inspirationskilde. 

Mandipira-Thorlann-Toxværd

Et andet af Troels Jensens vigtige musikalske samarbejder var med Miriam Mandipira. En fantastisk, spændende sangerinde, der er født og opvokset i Zimbabwe, men siden 2007 har været bosat i Danmark. Hun vandt i 2016 titlen som Årets Danske Blues Navn og har flere udgivelser bag sig. Denne eftermiddag kan man opleve hende i selskab med sangeren Lea Thorlann, der ligesom Mandipira selv henter sin inspiration i grænselandet mellem blues, soul og gospel. Ved deres side finder man Nis Toxværd (saxofon), der gennem tiden har spillet med Healers, Mama’s Blues Joint og Sahra da Silva, samt spillet funk med Ridin’ Thumb, Zapp Zapp og Antonelli Orcestra.

Jake Green Band

Som startskud på dagen kan man opleve Jake Green Band, der har spillet adskillige koncerter og festivaler både i indland og udland. Der venter solid blues i absolut topklasse med Jakes stærke vokal og kompetente, originale guitarspil. Et inspirerende band der absolut skal høres, hvis man er begejstret for bluesrock, tunge shuffles og hjertevridende bluesgrooves.

Program:

Kl. 14.00: Jake Green Band   

Kl. 15.30: Mandipira-Thorlann-Toxværd

Kl.  16.30: Delta Blues Band

Koncerten er arrangeret af Music House Brønshøj med støtte fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg. Entréen på 200 kroner giver adgang til alle tre koncerter. Koncerten er udendørs.

Kontakt

Kulturhuset Pilegården

Brønshøjvej 17

2700 Brønshøj
Del med