Blues Caravan 2022

Blueskaravanen rammer igen i år både USA og Europa med et stjernehold af morgendagens store bluesartister: Katie Henry, Will Jacobs og Ghalia Volt.

Ruf Records tager for 17. gang på en turné med tre af selskabets nyeste, fremadstormende artister. Som publikum får du tre livesæt, der alle har bluesmusikken til fælles, men som også bevæger sig i grænselandet til andre genrer i jagten på morgendagens blueslyd. Finalen: live-jam med alle tre solister, som mødes på scenen og giver den gas sammen. 

Katie Henry

Singer-songwriter Katie Henry opererer både inden for rock, roots, R&B, soul, funk og pop og kan glimtvis minde om en ung Bonnie Raitt. Sin rå karisma, totalt ærlige måde at skrive sange på og hendes jam-færdigheder, har hun tilegnet sig på New Yorks spillesteder. ”For mig har musik altid drejet sig om frihed og det at udtrykke sig, og hvis mine publikummer tager hjem efter mit show og føler sig mere forbundet med sig selv og hinanden, end da de kom, ved jeg, at jeg har gjort mit arbejde.” Katie Henrys seneste album – On My Way – udkom i 2022. 

Will Jacobs

Guitarist, sanger og sangskriver Will Jacobs er fra Chicago, Illinois, USA, men er i dag bosat i Berlin. Han er en moderne bluesmusiker, der har spillet live siden han var 14 år gammel. Jacobs læst på Berklee College of Music og mestrer både guitar, bas, Hammond B3-orgel og trommer. Han har spillet med blues-navne som Shemekia Copeland, Toronzo Cannon og Carl Weathersby. Jacobs blander behændigt blues, funk, jazz, R&B, soul og gospel. Hans seneste indspilning er det roste album Takin’ our time med den spanske blues-mundharpemand Marcos Coll.

Ghalia Volt

Den belgiske sangerinde, guitarist og trommeslager Ghalia Volt er født Ghalia Vauthier i Bruxelles, hvor hun både har spillet som gademusikant og i forskellige blueskonstellationer. I 2017 udkom hendes roste debutalbum Let the Demons Out med dynamiske Mama’s Boys fra New Orleans. I 2019 udkom opfølgeren Mississippi Blend, der landede på en flot tredjeplads på det anerkendte amerikanske musikmagasin Billboards blues-salgsliste. Ghalia Volts seneste album er det særdeles velanmeldte One woman band (2021). Her synger Ghalia Volt og akkompagnerer sig selv på guitar, slide guitar og trommer. Ghalia Volt var på en omfattende solo-turné i Europa først i 2022, hvor hun blandt andet gæstede Pilegården og Music House Brønshøj. 

Kontakt

Kulturhuset Pilegården

Brønshøjvej 17

2700 Brønshøj

Music House Brønshøj

Bliv medlem af foreningen for 100 kr. pr. år og få en gratis drink i døren i forbindelse med koncerterne. Køb dit medlemskab af Music House Brønshøj her.

Del med